Hej!
Jeg har ikke opdateret min blog i meeeeget lang tid, simpelthen fordi jeg har valgt at afbryde au piar programmet og tage tilbage til København. Der var en masse fede oplevelser som jeg er rigtigt glad for at jeg fik med, og jeg forsøgte at nyde hvert øjeblik af dem. Desværre var det også rigtigt svært for mig at befinde mig i en kultur som var så anderledes og på mange måder rigtigt kynisk. Jeg er stolt af at være dansker og er ikke i tvivl om at jeg hører hjemme her. Det som jeg blev meget påvirket af ved at være i USA, var at deres syn på lykke er så meget anderledes end danskeres. De lever jo med den overbevisning at lykke er noget man selv skaber og så er det sådan set ligegyldigt hvor mange rundt om dig der ligger og sover på gaden med fortabte øjne. Så længe DU kan vågne op i en kingsize bed og derefter bekymre dig om, om du skal tage dine Cho's eller dine Chanel sko på. Ej undskyld, jeg ved med sikkerhed (for jeg har selv mødt dem), at der findes fantastiske og glædesberigende mennesker i USA, men på et tidspunkt så kan du bare ikke længere udstå synet af kvinder og mænd som ligner nogle der har fået monteret en cykelhjelm under huden i ansigtet, og dine ører begynder langsomt at brænde når du passerer dem og de skriger "you know like you know like you know" ind i deres iPhone 5s, alt imens de med deres tomme sætninger vækker den sovende mand på bænken, som endnu engang må vågne op til "det amerikanske mareridt".
En del af det at tage et år til USA som au pair er helt klart også for at opleve en anderledes kultur, men når det når ud til et punkt hvor man føler sig som en ansat og ikke længere kan se sin egen personlighed i det man gør, så er det også begrænset hvad man får ud af det. Jeg er helt klart blevet mere selvstændig og ja, uafhængig af andre, men jeg oplevede også en del af mig selv som jeg blev rigtigt ked af at blive konfronteret med. Jeg kunne ikke sige fra, og jeg blev talt til på en måde hvorpå ingen tidligere i mit liv har talt til mig. Der var dage som var helt fantastiske, men desværre mest når jeg bare var sammen med mine venner eller min hostdad og børnene, jeg havde det ærlig talt svært ved den opførsel som min hostmom havde og den intolerance der i rigtigt mange tilfælde fik mig til at føle mig dum og gjorde mig ulykkelig. Jeg har lært at det er rigtigt vigtigt at være glad, uanset hvad det indebærer. Det kan godt være at jeg ikke ender på noget universitet lige foreløbig og at en masse mennesker rundt om mig, vil mene at jeg ikke tager mit liv helt så seriøst som jeg kunne. Det som jeg har fundet ud af, er bare at jeg ved at acceptere og anerkende det menneske som jeg er, kan opnå et helt fantastisk stadie af lykke. Jeg prøver stadig at lære at være stolt af hvem jeg er og hvad jeg har udrettet i mit liv. Jeg gik trods alt lige ud af gymnasiet og scorede mit drømmejob og kæmpede mig op, også selvom det var pisse hårdt i starten.
Jeg hadede at gå i gymnasiet, og jeg er rigtigt ked af at jeg har blokeret nogle veje for mig selv, ved ikke at give mig selv lov til at anderkende min egen person i de år. Det var rigtigt svært at gå i gymnasiet for mig, ikke på grund af det faglige niveau, men på grund af min usikkerhed og den lille rotte der sad inde under panden på mig og fortalte mig at det ikke var super godt. Jeg har svært ved at beskrive hvorfor jeg havde på den måde, og hvorfor jeg låste mig selv inde i en lille bitte boks og smed nøglen af helvedes til. Jeg har sådan søgt efter en løsning og en forklaring på den følelse jeg ramtes af hver gang jeg sammen med 2 andre klemte mig ind igennem den fancy svingdør på skolen, men nu er jeg faktisk slet ikke så bekymret mere - det var bare ikke særligt ideelt for mig. At kunne konkludere det, uden at hade mig selv, er noget af det største der er sket i mange år, og det er enormt befriende at kunne acceptere sig selv og være bevidst om at man ikke er doven, men blot ikke tilhøre den gruppe man troede og som der måske blev forventet - også af mig selv.
Det er ikke fordi jeg føler for at sætte en krone på mit eget hovede med titlen "offer" og svømme rundt i en sø af medlidenhed og vente på at blive fisket op af to svaner, for jeg er heldigvis født meget heldig og også med stor lyst til at afprøve ting og lære mig selv en masse. Det er bare meget vigtigt at give sig selv plads til de ting, også selvom det betyder at jeg først starter på universitetet i en alder af 27. Jeg tror på at noget af det allervigtigste at lære sig selv her i livet, er at isolere sig og give sig selv plads til at være den bedste udgave af sig selv, forstået på den måde at man skal finde det frem inde i selv selv, og naturligvis ikke ved at læse en eller anden selvhjælps bog der prøver at gøre dig opmærksom på alt det negative i dit liv, som rent faktisk ikke fandtes før du læste om det. Når man tænker på det, er det egentligt rigtigt uhyggeligt hvad de slags bøger kan gøre ved dit syn på dig selv. Det er skræmmende let at svare ja til spørgsmål som; "Synes du det gør ondt hvis nogle slår dig over fingrene med en stor hammer?", "Føler du dig ofte træt når din alarm vækker dig 5.30 mandag morgen?", "Bliver du lettere irriteret hvis du bliver sprunget over i køen på apoteket?". Egentligt er der jo faktisk ikke så langt mellem disse humoristiske eksempler og de sætninger som rent faktisk i dybeste alvor kan læses bag på selvhjælpsbøger. Så er det så meningen at vi skal læse dem og tænke "Det er PRÆCIS sådan jeg har det" og uden at tvivle kaste os over bogen med en helt oprigtig følelse af at nu bliver det hele nok bedre, og nu kommer jeg snart til at kende mig selv.
Det er som om at vi som individer ønsker os brændende at passe ind i en stereotyp for at kunne definere os selv, men samtidigt også gerne vil være unikke og i stand til at stå ud fra mængden. Jeg tror det er farligt når de to modstandere møder hinanden, for det tager en enorm mængde af tid at kunne justere og customize tilværelsen så man kan være tilfreds med hvem man er. Jeg føler personligt at jeg har brugt enormt meget af mit liv på at tænke over hvem jeg vil være, højst sandsynligt mere end andre mennesker, og med en masse påvirkning fra venner, familie, lærere, medstuderende osv har jeg nok på en eller anden måde dannet et billede af mig selv, som jeg nu slet ikke kan spejle mig i. Det er hermed med glæde at jeg netop er nået til en delkonklusion i min tilværelse, nemlig at jeg godt må have lyst til at gøre tingene på en anderledes måde, og stadig høste fra min indsats, uden at skulle slå mig selv i ansigtet med en stor hård håndflade. Jeg tror på, at kender man sig selv, så kommer man længst. Det rigtigt vigtigt at man ikke giver op på hvad man ellerhelst vil, for hvad man vil lige nu.
I virkeligheden er det her bare ren tankestrøm. Jeg har slet ikke belæg for at kunne udtale mig om noget som helst, men udnytter min menneskelige frihed på positiv vis, til at kaste denne strøm af tanker og bekymringer ud i verden, og forhåbentligt hjælpe nogle andre på vej.
